Desværre har vi erfaret, at nogle af vores brugere har modtaget falske henvendelser, når de har oprettet en salgsannonce på Bilbasen. Typisk går indholdet på, at afsenderen ønsker at købe sælgerens bil uden at have set den, og oftest involverer det desuden et fragtfirma, der skal afhente bilen.
Hvis man indleder en dialog med svindlerne, ender det som regel med, at man modtager et falsk bevis for, at de har overført pengene til ens konto via en anerkendt bank, PayPal eller Western Union. Efterfølgende vil man modtage et falsk bevis for, at pengene er overført. Dette er alt sammen lavet meget professionelt, og cirkulerer desværre mange steder på nettet.
Kendetegn for disse typer henvendelser er:
- Henvendelsen er ofte på engelsk eller et dårligt dansk, der bærer præg af at være oversat i Google Translate.
- Køber opholder sig ofte i udlandet.
- Pas på hvis køber hævder at have indbetalt for meget til f.eks. transport, og efterfølgende beder dig tilbagebetale restbeløbet.
- Ved sms-henvendelser vil der typisk ikke være noget afsendernummer oplyst, men kun en e-mailadresse som du skal skrive til.
- Disse henvendelser kan komme både på mail, sms eller via mailformularen på sitet.
Et eksempel kunne lyde således; "Jeg er interesseret i den bil, du har offentliggjort på Bilbasen. Fortæl mig venligst flere detaljer om bilen og den endelige pris. Kontakt mig venligst via min e-mail hurtigst muligt".
Modtager du én af disse - eller er du i tvivl om en henvendelse er reel - så kontakt straks kundeservice. Vi undersøger hurtigt sagen, og er der tale om et forsøg på svindel, vil svindleren blive blokeret på sitet.